At blive forælder

Hvis du er blevet uventet gravid, kan der være mange tanker omkring udsigten til at få et barn. Måske har du et ønske om at gennemføre graviditeten, men dine omstændigheder gør det svært. Som en gravid engang sagde: “Det er ikke babyen, der er problemet…”

  • Måske er problemet, at du er i gang med din uddannelse.
  • Måske har du svære økonomiske omstændigheder.
  • Måske er du usikker på forholdet til barnets far.
  • Måske tvivler du på, at du kan klare at blive forælder – eller alenemor.
  • Måske er du usikker på din boligsituation.
  • Måske er det flere af disse ting på én gang?

Din situation er unik, men det er vigtigt at det ikke er omstændighederne alene, der får lov at diktere, hvad din beslutning bliver. Det bedste valg er ikke altid den nemmeste løsning på kort sigt. Du kan få et barn, selvom dine omstændigheder ikke er, som du ville ønske. Der er hjælp at få!

Hvordan skal jeg klare at blive forælder?

At få et barn handler ikke kun om praktiske ting, som at passe barnet, forsørge det og give det et hjem. Det handler også om dine følelser som kvinde eller mand – det er en stor ting at blive forælder. Valget om at beholde barnet kan være et meget positivt valg. Mange oplever, at barnet giver tilfredsstillelse, glæde og kærlighed såvel som udfordringer.

Det er helt normalt at tvivle på, om man kan klare at blive mor eller far – også selvom ens omstændigheder er gode. Det er normalt at være usikker og have blandede følelser omkring det at vente sig. Mange oplever dog, at graviditeten også er en psykisk proces, hvor de vænner sig til tanken og efterhånden bliver psykisk klar til at blive forælder. Graviditeten i sig selv giver god tid til at forberede sig – både psykisk og praktisk.

Det er en god ide at tale med nogen om dine tanker, overvejelser og bekymringer. Skriv gerne til os her på HvadNu og få kontakt med en rådgiver. Gå til Online rådgivning.

Hvad med økonomien?

  • Når man bliver forælder, får man automatisk børnefamilieydelse – det man kalder børnepenge. Læs mere her…
  • Modtager du boligsikring, kan du søge om mere i støtte, når du får et barn. Læs mere her…
  • Hvis du er enlig mor kan du få børnetilskud til enlige forsørgere og børnebidrag fra faderen. Læs mere her…
  • Hvis du er under uddannelse og får et barn, kan du få ekstra SU. Læs mere her…
  • Hvis du er i arbejde, når du får et barn, kan du få barselsorlov. Læs mere her…
  • Hvis du er arbejdsløs, kan du få barselsorlov med dagpenge eller kontanthjælp. Læs mere her…

Hvad med min uddannelse?

Det er ikke nødvendigt at afbryde din uddannelse, fordi du er gravid. På mange uddannelser er der mulighed for at holde en pause, hvis du får et barn, så du kan afslutte uddannelsen senere. Nogle vælger også at fortsætte med at studere, men med knap så mange fag ad gangen. Tal med studievejlederen på dit studiested om mulighederne for orlov eller et særligt studieforløb. Studievejlederen har tavshedspligt.

Hvad med bolig?

Hvis du mangler en bolig, eller ønsker en bolig, der er bedre egnet til livet med et barn, skal du være opmærksom på at din eventuelle boligstøtte, vil stige, når du får et barn. Du kan læse om alle reglerne for boligsikring ved at klikke her. Her kan du også beregne, hvor meget boligsikring du eventuelt er berettiget til.

Hvis du er enlig forælder, eller står overfor at blive det, kan du søge rådgivning hos ForælderFonden. Denne foreningen yder hjælp til enlige forældre, der har spørgsmål omkring bolig, jura mv. De råder også over en række førstehjælps-lejligheder i Københavnsområdet til enlige forældre med børn og akut boligbehov, samt et kollegie for enlige studerende med børn.

ForælderFonden kan også hjælpe dig med at klarlægge, hvilke muligheder/rettigheder du har gennem kommunen mv. Du finder kontakt-oplysningerne på ForælderFonden her: www.foraelderfonden.dk.

Der er over de senere år oprettet kollegier for enlige mødre under uddannelse:

Valby: Alexandrakollegiet

Frederiksberg: Kollegiet på Virginiavej

Jægerspris: Dannerkollegiet

Århus: Ryhavekollegiet

Aalborg: Skovpark Kollegiet

Brug for at tale med nogen?

Hvis du har brug for at vende dine tanker om graviditeten og din fremtid med nogen, er du velkommen til at kontakte vores Online rådgivning. Her kan du skrive med en frivillig rådgiver helt anonymt. Vi tilbyder også personlige samtaler i Aalborg.