Fortrydelsespillen – nødprævention

Nødprævention er en metode til at undgå graviditet efter ubeskyttet sex eller ved præventionssvigt. Den er ikke 100% effektiv; graviditet kan stadig forekomme.

Den mest kendte form for nødprævention er “fortrydelsespillen”. Der findes dog to former for nødprævention:

  • “Fortrydelsespillen”. Hormonal nødprævention kan indtages indtil 3-5 døgn efter samlejet. Jo tidligere indtagelse, desto større effektivitet.
  • Kobberspiralen. En kobberspiral kan sættes op i livmoderen indtil 6 døgn efter samlejet, eller eventuelt indtil 5-6 døgn efter forventet ægløsning (hvis man ved, hvornår det er).

Hvordan virker fortrydelsespillen?

Fortrydelsespillen er et hormon, der indtages i tabletform. Det svarer til ca. 10 gange daglig hormondosis af minipiller (en slags p-pille).

Fortrydelsespillen virker ved at ægløsning udskydes eller hindres, så der ikke frigives et æg. Hvis ægget allerede er befrugtet, har nødpræventionen ingen virkning på dette.

Hvilke bivirkninger er der ved nødprævention?

Fortrydelsespillen kan give kvalme og opkastning. Hvis dette sker indenfor 3 timer, er man nødt til at starte forfra med en ny pille. Derudover kan der være svimmelhed, hovedpine, brystspændinger, mavesmerter og forskydning af menstruationstidspunkt.

Hvis du tager anden medicin, skal du tale med din læge, inden du tager fortrydelsespillen.

Man kan ikke sætte tal på, hvor sikker fortrydelsespillen er. Men man kan godt blive gravid, selvom man har taget en fortrydelsespille. Jo tidligere man indtager pillen, jo mere effektiv er den.

Findes der anden nødprævention end fortrydelsespillen?

Efter ubestykket sex eller præventionssvigt, er det også muligt at få opsat en kobberspiral. Kobberspiralen som prævention virker på følgende måde:

  • kobberet dræber sædcellerne
  • kobberet gør sekretet i livmoderhalsen uigennemtrængeligt for sædceller
  • spiralen hindrer et befrugtet æg i at sætte sig fast i livmoderen

Spiralen koster ca. 360-400 kr, og skal sættes op af en læge ved en gynækologisk undersøgelse. Den virker i op til 5 år og kan fjernes af en læge, når det ønskes.

Når kobberspiralen benyttes som nødprævention, forhindrer den, at et eventuelt befrugtet æg sætter sig fast i livmoderen.

Kobberspiralen har generelt få bivirkninger, men giver ca. 50% kraftigere menstruationsblødning samt 1-2 dages længere menstruation. Der er også risiko for infektion i forbindelse med oplæggelsen, da den er et fremmedlegeme der indføres i livmoderen.

Kobberspiralen er 99% sikker hvis den opsættes inden 5 dage efter forventet ægløsning. Fortrydelsespillen er knap så sikker, og effektiviteten daler jo længere tid der går.

Er nødprævention noget for mig?

Hvis du har yderligere spørgsmål om fortrydelsespillen, nødprævention eller
prævention i det hele taget, kan du skrive til Hvadnu Online Rådgivning. Her kan du få kontakt med en kvalificeret rådgiver.

Se også

Jeg er måske gravid

Jeg er gravid

Online Rådgivning