Alle gravide tilbydes i dag fosterdiagnostik og risikovurdering. Mange tager imod tilbuddet for at se barnet og få en forvisning om, at alt er som det skal være. Desværre går det ikke altid sådan. Måske er du en af dem, der har modtaget besked om, at der er en forhøjet risiko for, at dit barn har en kromosomfejl eller downs-syndrom. Måske har du fået at vide, at du venter et sygt eller handicappet barn.
Giv dig tid
Mange oplever i denne situation et pres, fordi der skal tages en beslutning og helst hurtigt. Vi kan anbefale, at du tager dig tid til at gennemgå dine valgmuligheder og tale tingene igennem med en god sparringspartner, inden beslutningen tages. Du har måske spørgsmål til, hvad det betyder at få et handicappet barn, eller hvad en abort vil indebære.
Hvem kan jeg tale med?
Hvis du har spørgsmål eller tanker om graviditet og abort, er du velkommen til at kontakte HvadNu Online rådgivning.
Hvis du har spørgsmål eller tanker om det at vente et handicappet barn, henviser vi til LEV (Landsforeningen for Udviklingshæmmede)s rådgivning. De tilbyder kvalificeret rådgivning om muligheder, udfordringer og problemer ved at leve som familie med et barn med handicap.
Du kan i denne situation kontakte LEV telefonisk alle ugens dage. Du får kontakt med en rådgivningskonsulent, der kan sætte dig i forbindelse med en "samtalepartner". Samtalepartneren har personligt kendskab til de udfordringer, sorger og glæder der er forbundet med at få "et anderledes barn". LEV har også tilknyttet en socialrådgiver, psykolog, børneterapeut og sagsbehandler med erfaring på området.
Du kan kontakte LEV på telefon 3635 9637
eller mobil 5155 5816 eller sende en email til
raadgivning(a)lev.dk. Se eventuelt www.lev.dk

