Måske er det du ønsker inderst inde at gennemføre graviditeten, men dine omstændigheder gør det svært. Som en pige engang sagde: "Det er ikke babyen, der er problemet..."
- Måske er problemet, at du er i gang med din uddannelse.
- Måske har du svære økonomiske omstændigheder.
- Måske er du usikker på forholdet til barnets far.
- Måske tvivler du på, at du kan klare at blive forælder - eller alenemor.
- Måske er det alle disse omstændigheder?
Din situation er unik, men det er vigtigt at omstændighederne ikke får lov at diktere, hvad din beslutning bliver. Det bedste valg er ikke altid den nemmeste løsning på kort sigt. Du kan få et barn, selvom dine omstændigheder ikke er, som du ville ønske. Der er hjælp at få!
Hvordan skal jeg klare at blive forælder?
At få et barn handler ikke kun om praktiske ting, som at passe barnet, forsørge det og give det et hjem. Det handler også om dine følelser som kvinde eller mand. Valget om at beholde barnet kan være et meget positivt valg. Mange oplever, at barnet giver tilfredsstillelse, glæde og kærlighed såvel som udfordringer.
Det er helt normalt at tvivle på, om man kan klare at blive mor eller far - også selvom ens omstændigheder er gode. Det er normalt at være usikker og have blandede følelser omkring det at vente sig. Mange oplever dog, at graviditeten også er en psykisk proces, hvor de vænner sig til tanken og efterhånden bliver psykisk klar til at blive forælder.
Det er en god ide at tale med nogen om dine tanker og bekymringer. Skriv gerne til os her på HvadNu og få kontakt med en rådgiver.
Hvad med økonomien?
- Når man bliver forælder, får man automatisk børnefamilieydelse - det man kalder børnepenge. Læs mere her...
- Modtager du boligsikring, kan du søge om mere i støtte, når du får et barn. Læs mere her...
- Hvis du er enlig mor kan du få børnetilskud til enlige forsørgere og børnebidrag fra faderen. Læs mere her...
- Hvis du er under uddannelse og får et barn, kan du få ekstra SU. Læs mere her...
- Hvis du er i arbejde, når du får et barn, kan du få barselsorlov. Læs mere her...
- Hvis du er arbejdsløs, kan du få barselsorlov med dagpenge eller kontanthjælp. Læs mere her...
Hvad med min uddannelse?
Det er ikke nødvendigt at afbryde din uddannelse, fordi du er gravid. På mange uddannelser er der mulighed for at holde en pause, hvis du får et barn, så du kan afslutte uddannelsen senere. Nogle vælger også at fortsætte med at studere, men med knap så mange fag ad gangen. Tal med studievejlederen på dit studiested om mulighederne for orlov eller et særligt studieforløb. Studievejlederen har tavshedspligt.
Hvad med bolig?
Hvis du mangler en bolig, kan du tale med din kontaktperson
på kommunen. Du kan også kontakte os her på HvadNu, så
vil vi se, hvad vi kan henvise til eller hjælpe dig med
i dit lokalområde.

