Jeg venter måske et handicappet barn

Alle gravide tilbydes i dag fosterdiagnostik og risikovurdering. Mange tager imod tilbuddet for at se barnet og få en forvisning om, at alt er som det skal være. Desværre går det ikke altid sådan. Måske er du en af dem, der har modtaget besked om, at der er en forhøjet risiko for, at dit barn har en kromosomfejl eller downs-syndrom. Måske har du fået at vide, at du venter et sygt eller handicappet barn.

Forstå dit risiko-tal

I Danmark tilbydes alle gravide en blodprøve og en nakkefoldsskanning i de første måneder af graviditeten (den såkaldte doubletest). Disse sammenholdes med den gravides alder og der laves en beregnet risiko for at barnet har en kromosom-afvigelse.

Det beregnede tal præsenteres som eksempelvis 1:200 og kaldes ‘forhøjet risiko’. Det kan være svært at forholde sig til denne slags tal, men 1:200 svarer til en risiko på 0,5%. Langt de fleste (i dette eksempel 99,5%), der får denne besked om ‘forhøjet risiko’ venter altså i realiteten et sundt og raskt barn.

Hvis det beregnes, at der er forhøjet risiko, vil den gravide blive tilbudt yderlige undersøgelser (fostervandsprøve, moderkagebiopsi eller blodprøve). Det er vigtigt at vide, at der er tale om tilbud og man har ret til at sige nej tak. Det kan være en god idé at spørge, indtil man har svar på sine spørgsmål omkring prøvernes fremgangsmåde, eventuelle risici osv.

Giv dig tid

Hvis det påvises, at barnet har en kromosom-afvigelse, oplever mange et pres, fordi der skal tages en beslutning og helst hurtigt. Vi kan anbefale, at du tager dig tid til at gennemgå dine valgmuligheder og tale tingene igennem med en god sparringspartner, inden beslutningen tages. Det ville jo være ærgerligt at træffe en forhastet beslutning, f.eks. fordi man er bange. Det kan være, at der er spørgsmål, der skal afklares, f.eks. hvad det betyder at få et handicappet barn, eller hvad en abort vil indebære.

Hvem kan jeg tale med?

Hvis du har spørgsmål eller tanker om graviditet og abort, er du velkommen til at kontakte HvadNu Online rådgivning.

Hvis du har spørgsmål eller tanker om det at vente et handicappet barn, henviser vi til LEV (Landsforeningen for Udviklingshæmmede)s rådgivning. De tilbyder kvalificeret rådgivning om muligheder, udfordringer og problemer ved at leve som familie med et barn med handicap.

Du kan i denne situation kontakte LEV telefonisk alle ugens dage. Du får kontakt med en rådgivningskonsulent, der kan sætte dig i forbindelse med en “samtalepartner”. Samtalepartneren har personligt kendskab til de udfordringer, sorger og glæder der er forbundet med at få “et anderledes barn”. LEV har også tilknyttet en socialrådgiver, psykolog, børneterapeut og sagsbehandler med erfaring på området.

Du kan kontakte LEV på telefon 8038 0888 eller mobil 5155 5816 eller sende en email til raadgivning(a)lev.dk. Se eventuelt www.lev.dk