Min partner er gravid

Denne side er til for dig, hvis din kæreste, partner eller kone eller blevet uventet gravid.

Måske er graviditeten et kæmpe chok for dig. Måske har du det fint med det. Måske er du vred eller frustreret over, at det er sket. Måske vil du gerne kunne “gøre noget ved det”.

Uanset hvordan du har det med graviditeten, vil din reaktion betyde noget for din partner.

Hvad kan jeg gøre?

  • Tag en dyb indånding. Det her er en situation der hverkan kan eller skal løses hurtigt. Det tager tid at finde ud af tingene og det er ok.
  • Tag jer tid til at tale åbent om tingene, så I venter med at tale om ‘hvad der skal gøres’. Spørg åbent: “Hvad tænker du? Hvad tænker jeg?” Nogen har brug for at kunne tænke højt og tale tingene igennem, for overhovedet at blive klar over hvad de føler og mener.
  • Hvis du er i tvivl om, hvad din partner ønsker af dig i denne situation, så spørg: “Hvad kan jeg gøre i den her situation? Hvad forventer du af mig?”
  • Hvis du har brug for en pause, så vær ærlig omkring det. “Jeg går en tur for at tænke lidt, jeg kommer tilbage igen.” Ren tavshed kan skabe usikkerhed for din partner, men det er helt naturligt at have behov for at være lidt alene.
  • Mange mænd synes det er svært at vide, hvordan de kan hjælpe deres partner, når de står overfor en uventet graviditet. Den første indskydelse er måske at sige: “Jeg støtter dig, uanset hvad du vælger.” Det lyder meget positivt, men din partner kan tolke det som om du siger: “Det er din beslutning. Jeg synes, vi skal gøre, hvad du vil. Jeg vil ikke tage ansvaret.” Nogle kvinder har det fint med denne indstilling, men andre oplever at det gør beslutningsprocessen endnu sværere.
  • Det er kun få kvinder, som ønsker at tage beslutningen alene. Nogle par oplever at “problemet” kommer imellem dem, så der opstår en konflikt. Stå sammen med din partner så meget, som du kan. Det bedste vil jo være, hvis I kan ‘være på samme hold’ og finde en fælles løsning.
  • Fortæl din partner, hvordan du tænker om graviditeten inderst inde. Gå ikke ud fra, at hun ved, hvad du tænker. Sig din mening uden at lægge pres på hende.
  • Din partner har ret til at træffe et informeret valg. Hjælp hende med at gennemgå informationen om valgmulighederne.

Hvilke rettigheder har jeg?

Juridisk set har du som kommende far hverken ret til at forhindre en abort eller insistere på en abort eller på at graviditeten fortsættes. Dette gælder også hvis I er gift.

Nogle mænd fortæller, at de føler de bliver tvunget til at blive far, og at kvinden måske endda har løjet for dem for at blive gravide. Det kan være meget ubehageligt at følge sig løjet for eller bedraget på denne måde. Man skal dog være opmærksom på, at graviditeter også forekommer uden nogen har ønsket, planlagt eller bedraget sig til det. Nogle bliver gravide selvom de bruger prævention eller har taget en fortrydelsespille. Og for nogen kvinder er det svært at vælge abort – også selvom graviditeten ikke var planlagt. Og det er påvist at kvinder der føler sig presset til at få en abort mod deres vilje, oftere oplever psykiske problemer efterfølgende.

Hvem kan jeg henvende mig til?

Uanset dine omstændigheder, er det en hjælp at tale tingene igennem med én der er lidt på afstand af din situation. Skriv til os her på Hvadnu og få kontakt med en rådgiver. Du kan henvende dig alene eller sammen med din partner.