Støttesamtaler

Støttesamtaler før abort

Hvis du overvejer abort, har du mulighed for en såkaldt støttesamtale. En støttesamtale er en samtale med en kvalificeret fagperson. Formålet er, at du kan tale dine spørgsmål, tanker og følelser igennem, før du beslutter dig for, om du vil gennemføre graviditeten eller have en abort.

Samtalen kan handle om, hvad end du har brug for at tale om. Det kan være din situation, hvilke støttemuligheder du har, information om abort, dine tanker og overvejelser eller juridiske spørgsmål. Det kan være klogt at vælge samtalepartner efter, hvilke emner du ønsker at tale om.

Hvis du ønsker en støttesamtale, skal du sige det til din praktiserende læge. Her kan du få at vide, hvilke samtalepartnere du kan vælge i dit område. Det kan være din læge, en sygeplejerske, en psykolog eller mødrehjælpen i din by. Hos mødrehjælpen kan du tale med en socialrådgiver.

 

Støttesamtale efter abort

Har du fået en abort, kan du få en støttesamtale efterfølgende. Samtalen med en fagperson kan handle om, hvad du har behov for at tale om. Det kan f.eks. være at tale abort-oplevelsen igennem, at tale om dine følelser omkring aborten, tanker om fremtiden eller prævention.

Det kan være godt at vælge samtalepartner efter, hvad du ønsker
at tale om. Fortæl din læge, at du ønsker en støttesamtale, eller
henvend dig direkte til mødrehjælpen.

Du er også velkommen til at kontakte os her på HvadNu
– klik her for at gå til Online Rådgivning.