Hvornår kan jeg teste efter at have taget pillen?

Hvornår du kan tage en test afhænger ikke af, hvornår du har taget fortrydelsespillen. Det afhænger af hvornår du kan være blevet gravid. De første dage efter du eventuelt kan være blevet gravid, ‘ved’ kroppen det endnu ikke. Det er først når det befrugtede æg har sat sig fast, at der begynder at komme graviditetshormon i kroppen, som man kan måle med en graviditetstest. Det tager en uge eller to. Derfor er man nødt til at vente 14 dage fra den dag, man havde ubeskyttet sex, før man kan tage en graviditetstest. Hvis man tager den tidligere, kan man ikke stole på resultatet: Testen kan vise negativ, selvom man egentlig er gravid, fordi der endnu ikke er nok graviditetshormon i kroppen.

Må man tage to i samme cyklus?

Fortrydelsespiller indeholder en større mængde hormon, og man kan derfor ikke anbefale, at man tager dem ofte. I indlægssedlen på præperaterne står det angivet, at man ikke må tage to dosis indenfor samme menstruationsperiode. Det anbefales ikke at man bruger fortrydelsespiller igen, før man har haft menstruation. Af samme årsag kan man ikke bruge fortrydelsespiller som prævention – det er ikke sundt for kroppen. Hvis du er i tvivl, så spørg din læge.

Hvor hurtigt skal man tage fortrydelsespillen?

Fortrydelsespiller virker ved at udskyde ægløsning, hvis denne ikke har fundet sted. Derfor er det afgørende for pillens virkning, at den tages kort tid efter det ubeskyttede samleje. Hvis først ægløsningen har fundet sted, kan fortrydelsespillen ikke forhindre en eventuel graviditet (og det vil ikke gøre skade på fosteret). Du kan læse i indlægssedlen, hvor længe efter samlejet man kan forvente en virkning af pillen. Det er som sagt bedst at tage den indenfor et døgn, men nogle piller kan tages op til 3-5 døgn efter.

Hvor sikre er de?

Fortrydelsespiller er ikke en garanti mod graviditet. Det er svært at sætte tal på, hvor effektive de er – det er jo heller ikke hver gang man har ubeskyttet sex, at man bliver gravid. Det afhænger af mange ting. Man ved dog, at fortrydelsespiller ikke er 100% sikre – graviditet kan stadig forekomme.

Kan jeg være gravid selvom jeg har taget en fortrydelsespille?

Ja – man kan godt blive gravid, selvom man har taget en fortrydelsespille. Hvis du oplever at din menstruation udebliver, kan du tage en graviditetstest. Du skal dog være opmærksom på at fortrydelsespiller kan skubbe til din menstruation, så den ikke kommer til samme tid og i samme styrke som forventet. Husk også, at der skal være gået 14 dage fra det ubeskyttede samleje, før en test med sikkerhed kan vise om du er gravid eller ej.