Jeg har taget en test med en meget svag streg. Er jeg gravid?

“Jeg er gået over tiden, så jeg har taget en graviditetstest. Den viser dog kun én tydelig og én meget utydelig streg, så jeg er ikke gravid – eller hvad?”

“Hvis en graviditetstest viser to streger, så er den positiv, også selvom den ene streg er utydelig. Den ene streg måler om der er urin nok på testen til at testen virker – den kalder man kontrol-stregen. Den anden streg måler, om der er så meget hCG i urinen, at det tyder på man er gravid. Og selvom stregen er utydelig viser den stadig, at der er mere hCG end normalt i urinen.

Hvis du tager en ny test om et par dage, vil stregen sandsynligvis være tydeligere, fordi der kommer mere og mere hCG i kroppen hele tiden, hvis man er gravid. Lægen kan bekræfte om du er gravid eller ej.”

Jeg har taget en negativ test, men jeg føler mig gravid…

“Hej. Jeg går og spekulerer på om jeg måske er gravid. Jeg synes jeg har en masse symptomer, så i dag tog jeg en test. Men den viste kun én streg. Kan jeg godt være gravid selvom testen er negativ?”

“Hvis du har symptomer på graviditet (f.eks. at din menstruation udebliver, at du har ømme bryster, kvalme eller føler dig træt) og testen viser negativ, så er der flere muligheder:

Måske er du gravid, men testen er taget for tidligt (se andet spørgsmål om dette emne). Prøv at vente en uge mere og se hvad en ny test siger.

Måske er du gravid, men det viser sig ikke i denne type test. Din læge kan vurdere, om der er grundlag for at tage en anden slags graviditetstest ved at tage en blodprøve.”

Måske er du ikke gravid, men oplever symptomerne alligevel. Nogen kvinder oplever, at stress eller vægttab kan forsinke deres menstruation. Andre har oplevet, at de tænkte meget på om de var gravide, og derfor oplevede en del symptomer, selvom de ikke var gravide. Og igen kan der jo være andre årsager til f.eks. træthed eller kvalme. Hvis din menstruation holder op, bør du under alle omstændigheder tale med lægen. Måske er det graviditet, måske er det noget andet. Men det er en væsentlig ændring i din kropsfunktion, og måske skal det undersøges.

Der er altså flere muligheder. Men prøv først og fremmest at vente en uge, og se om din menstruation dukker op eller en ny test vil vise positiv.”

Hvornår kan jeg teste for graviditet?

“Jeg har været sammen med en fyr, og vi brugte ikke prævention. Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det, men nu er begyndt at få det underligt – ondt i maven. Hvornår kan jeg tage en graviditetstest?”

“Man plejer at sige, man kan tage en test tidligst den dag man forventer at få menstruation. Så hvis der plejer at gå 30 dage fra sidste menstruation begyndte til den nye begynder, kan man teste den dag der er gået 30 dage.

Men kan også regne fra den dag, man havde ubeskyttet sex, og teste tidligst 14 dage efter. Læs evt i indlægssedlen på testen, hvor tidligt du kan teste.

En graviditetstest måler hvor meget hCG (graviditetshormon), der er i urinen. Alle kvinder har en smule hCG i kroppen, men hvis man bliver gravid begynder koncentrationen at stige lige så stille – der kommer mere og mere hver dag. Testen måler altså om der er så meget hCG, at det viser man er gravid. Men hvis man tester for tidligt, kan testen vise negativ, selvom man egentlig er gravid. Derfor er det vigtigt, ikke at teste for tidligt, for så kan man ikke stole på testresultatet. Den kan vise negativ, selvom man er gravid.

Hvis testen var negativ og menstruationen ikke kommer, kan man vente en uge mere og tage en ny test.”