Jeg er gravid og helt alene…

Spørgsmål: “Jeg har lige fundet ud af jeg er gravid. Jeg flyttede til byen for 2 måneder siden for at tage min uddannelse og være tættere på min kæreste. Men det gik ikke – jeg gjorde det forbi i sidste weekend. Og nu sidder jeg så her helt alene. Min familie bor langt væk, og jeg har ikke rigtig nogen venner her. Jeg har altid tænkt, at jeg aldrig skulle have en abort, men lige nu virker det totalt uoverskueligt. Har fået en tid hos lægen på torsdag, men jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil. Er bare rigtig ked af det.”

Svar: “Først og fremmest er jeg ked af at høre du føler dig så alene i denne situation. Når man er gravid har man særligt behov for omsorg og støtte, og jeg håber du kan støtte dig til din familie og dit gamle netværk, selvom de ikke bor lige om hjørnet.

Det lyder til at dit liv er ved en skille-vej, og der er flere spørgsmål i dit liv, som må afklares hen af vejen. Du skriver, at det ikke gik med din kæreste og du har gjort det forbi med ham. Jeg ved ikke, om det, at du er gravid med ham får dig til at overveje tingene en ekstra gang – måske, måske ikke. Et andet spørgsmål handler om graviditeten – hvad skal der nu ske? Og det tredje spørgsmål handler om, hvor du skal bo og hvad med din uddannelse? Overvejelserne fletter sig ind i hinanden, men måske det kan hjælpe dig at skille tingene lidt ad og tage ét spørgsmål af gangen.

Det mest presserende spørgsmål omhandler jo graviditeten. Hvis du kan, så prøv at tænke på graviditeten lidt for sig – uden at blande alle de andre uvisheder ind i det til at starte med. Hvad tænkte du, da du opdagede at du var gravid? Hvordan har du det med at være gravid? Jeg ved ikke om du overhovedet har haft overskud til at tænke over det? Det kan tage lidt tid før nyheden bundfælder sig, og måske har du brug for at tale med en veninde eller din familie om det. Og måske flere gange.

Det kan som sagt tage tid, og hvis du føler at du ikke er afklaret før din aftale på torsdag, så er det helt ok at udskyde beslutningen, til du er klar. Du kan evt flytte din tid, hvis du endnu ikke er klar til at tale med lægen.

Hvis du efterhånden finder ud af, hvad du gerne vil, så kan du tage de næste spørgsmål ét af gangen: Hvad skal der ske med uddannelsen? Er det her jeg skal bo? Osv. Det kommer selvfølgelig til at tage tid, men lidt efter lidt kan du finde frem til, hvad der skal ske. Det er ok at du ikke har en færdig plan for hele situationen lige nu. Først og fremmest har du brug for at støtte dig til nogen, du har tillid til. Derefter kan du finde ud af hvad du vil – én ting af gangen.”

Jeg er gravid – er bortadoption en mulighed?

“Jeg er gravid, og kan ikke klare at få et barn, men jeg bryder mig ikke om at få en abort. Jeg overvejer bortadoption. Er det overhovedet en mulighed?”

Det gør mig ondt at høre, du står i så vanskelig en situation. Det må bestemt ikke være nemt.

Hvis det (af den ene eller anden grund) ikke er muligt for dig selv at tage dig af det barn du venter, og du ikke ønsker abort, er det rigtigt at bortadoption er en mulighed. Det er jo på ingen måde en nem løsning, men det fornemmer du nok også selv. Men det kan i nogen tilfælde være en god løsning, da det giver barnet nye forældre. Du vil altid være barnets biologiske mor, men gennem en bortadoption og adoption får barnet nye forældre, der vil tage sig af barnet gennem dets opvækst. Det er en stor beslutning, da den er juridisk bindende og ikke kan laves om. Også derfor får man en del samtaler på statsforvaltningen inden, og man kan tidligst give tilsagnet om bortadoption 3 måneder efter barnet er født. Indtil da er barnet i en plejefamilie.

Hvis du overvejer bortadoption, kan du læse mere om det her.”

Egentlig er jeg slet ikke glad for tanken om abort, det er slet ikke mig…

Spørgsmål: “Jeg er i syv sind. Min kæreste har lige forladt mig, og nu opdager jeg, at jeg er blevet gravid… Jeg kan slet ikke overskue at få et barn lige nu. Men jeg får det dårligt, når jeg læser om abort – det er bare slet ikke mig. Hjælp.”

Svar: “Jeg er ked af at høre, at din kæreste er gået fra dig. Når man er gravid, har man jo særligt brug for støtte og omsorg, så jeg kan godt forstå det er svært for dig lige nu.

Det lyder til at du har brug for at sunde dig lidt fra chokket før du beslutter dig, hvad der skal ske. Jeg kan forestille mig, at det i sig selv er en stor omvæltning at blive alene, når det var kæresten, der besluttede at I ikke længere skulle være sammen. Nu er du oveni hele den omvæltning gravid, og det kan tage tid at tænke tingene igennem og kigge på de valgmuligheder du har. Det kunne være godt, om du havde en god veninde eller et familiemedlem du er tryg ved, som du kan tale din situation igennem med – gerne flere gange, så du kan vende tankerne med nogen.

Det lyder til at der ikke rigtig er nogle ‘lette løsninger’ i din situation. Du bryder dig ikke om tanken om abort, og det virker uoverskueligt at få et barn lige nu. Spørgsmålet er, hvilken af de to valgmuligheder, du (måske med tiden) kan finde dig til rette i. Det bedste vil jo være, at det er et valg du kan leve med, også selvom det bliver svært.

Prøv at give dig tid til at overveje hver enkelt mulighed – først den ene, så den anden. Hvordan vil jeg have det, hvis jeg gør xxx? Hvordan mon det vil være på sigt? Hvem kan hjælpe mig, hvis jeg har brug for det? Hvilke spørgsmål har jeg brug for at få svar på, før jeg beslutter mig?

Hvis du har lyst til at tale med nogen om dine tanker, er du også velkommen til at skrive til os.”

Kan jeg magte et barn mere? Jeg havde ikke forestillet mig, at vi skulle have flere.

Spørgsmål: “Jeg er blevet gravid igen. Det var bestemt ikke planen. Vi var enige om, at vi ikke skulle have flere børn, og det hele var begyndt at blive lidt lettere. Men nu er jeg altså gravid, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Den ene dag er jeg glad, og den næste kan jeg slet ikke overskue det.”

Svar: “Det er ikke altid nemt, når livet ændrer kurs. Man har indstillet sig på, hvordan tingene er og ser ud til at blive. Og så kan det være svært, hvis livet tager en drejning – som dit f.eks. har gjort nu. Det kan tage tid at fordøje det. Og det er slet ikke unormalt at have blandede følelser omkring det at være gravid – især i de første måneder.

Jeg tror mange kvinder, har overvejet om de kan rumme et barn mere. Har vi overskud til et mere? Energi til et mere? Nogen gange kan det se uoverskueligt ud. Det kan sommetider hjælpe at sætte ord på, hvad det er, der bekymrer én og fylder i tankerne. Så kan man også bedre begynde at finde løsninger sammen.

Heldigvis er naturen jo indrettet sådan, at man har 9 måneder før barnet kommer. Det giver tid til at forberede sig og indstille sig på det nye familiemedlem. Det giver selvfølgelig udfordringer at få et barn mere, men mange oplever også, at det giver mange glæder til hele familien.”

Jeg er gravid, men føler mig ikke klar til at få et barn…

“Jeg er blevet gravid, selvom jeg brugte prævention. Jeg kunne godt tænke mig, at få børn engang, men jeg havde slet ikke forestillet mig, at det skulle være nu. Jeg havde tænkt, jeg skulle være færdig med min uddannelse først. Jeg føler mig bare ikke klar til at blive mor endnu…”

“Hvornår man er ‘klar’ til at få et barn? Det er et godt spørgsmål.

Det er selvfølgelig rart, hvis alting er ‘på plads’ før man får et barn, men virkeligheden er jo en anden for rigtig mange mennesker. Og spædbørn er jo egentlig ligeglade om uddannelse, hus og karriere er ‘på plads’ – de har brug for omsorg.

Jeg tror rigtig mange gravide er i tvivl om de er ‘klar’ til at blive mor. De færreste føler sig 100% klar, og for mange er graviditeten en proces, hvor man forbereder sig – både fysisk og psykisk.

Man skal også huske, at livet ikke går i stå, når man får et barn. Det er muligt at gennemføre en uddannelse, få job og hjem. Tingene kan komme på plads hen ad vejen, hvis det er det du ønsker.”

Jeg er gravid, og jeg er under uddannelse…

“Jeg er netop startet på min uddannelse. Jeg har glædet mig længe til at komme igang, men nu har jeg lige fundet ud af, at jeg er gravid!! Det er super dårlig timing, men på den anden side synes jeg også, det er svært at få en abort. Min veninde siger, jeg er nødt til at vælge mellem uddannelsen og barnet. Er det virkelig nødvendigt? Hvad mener I?”

“Først og fremmest kan jeg kan godt forstå, det er overvældende, når du finder ud af, du er gravid på et tidspunkt i dit liv, hvor du slet ikke havde forestillet dig, at få et barn.

Det gør selvfølgelig ikke et studie nemmere at gennemføre, at man får et barn undervejs. Men på den anden side, er der faktisk folk der vælger at få børn mens de studerer, da studietiden er en forholdsvis fleksibel tid i livet (f.eks. sammenlignet med når man har fuldtidsjob). Måske kan du på dit studie møde nogen, der har fået barn undervejs?

Det kan være en god ting, at have støtte fra sine omgivelser, hvis man har et barn mens man studerer, men det er ikke umuligt at få det til at fungere. Så man behøver ikke vælge mellem barnet eller uddannelsen. Der er i en række studiebyer kollegier for studerende med børn – det kan også give støtte i hverdagen.

Hvis du vil kigge på mulighederne for at tilrettelægge dit studieforløb, så det passer med graviditeten, kan det være en god ide at få en samtale med en koordinator eller en studievejleder på dit studie.”

 

Jeg er gravid og jeg mister måske mit job…

“Jeg er åbenbart gravid, og det var ikke planlagt. Jeg blev egentlig glad da jeg tog testen, men jeg er bange for jeg mister mit job, hvis jeg fortæller min chef jeg er gravid. Jeg har hørt om andre gravide der er blevet fyret, og jeg ville slet ikke kunne overskue det, hvis jeg mistede mit job. Så nu har jeg fået en tid ved lægen, men jeg ved ikke hvad jeg vil.”

“Det kan være en stor omvæltning at opdage man er gravid. På den ene side kan det være en glædelig nyhed, men på den anden side følger der rigtig mange spørgsmål med. Hvad skal der nu ske? Nogen gange fylder spørgsmålene så meget, at det helt kan tage glæden fra én.

Jeg håber ikke du føler du skal stå til regnskab overfor nogen, fordi du er blevet gravid. Det sker for mange uden det er planlagt, og mange har derfor stået i samme situation som dig. Sket er sket, og der er ikke andet at gøre end at se fremad.

Det er ikke lovligt, at fyre en kvinde fordi hun er gravid. Det er diskriminination, og selvom det ikke er behageligt, at fortælle chefen man er gravid, så er man beskyttet af loven. Man må ikke fyre eller degradere kvinder fordi de er gravide og skal på barsel. Samtidig er det helt op til én selv, hvornår man vil fortælle sin arbejdsplads at man er gravid. Man skal blot give besked senest 12 uger inden man skal på barsel. Så du kan helt selv bestemme hvornår du er klar til informere din arbejdsgiver.

Jeg ved ikke om du er medlem af en fagforening, men det kan være en rigtig god idé at blive det. Fagforeningen kan svare på alle spørgsmål omkring job og graviditet og barsel, og kan støtte dig, hvis du oplever problemer.

Du skriver, at du umiddelbart blev glad, da du så, du var gravid. Men det lyder til at den her bekymring omkring dit job er kommet til at fylde rigtig meget for dig. Det er en stor beslutning du står overfor, og spørgsmålet er om tankerne omkring jobbet skal fylde så meget at det afgør beslutningen?

En måde at sætte tingene lidt i perspektiv, er at tænke nogle år frem i tiden. Hvordan tror du, du vil se tilbage på den her beslutning hvis du vælger at få en abort? Og hvordan tror du, du vil se tilbage, hvis du vælger at gennemføre graviditeten?”

Jeg er gravid, og jeg har ikke noget job…

“Jeg er arbejdsløs, og nu er jeg blevet gravid. Jeg vil gerne beholde barnet, men jeg aner ikke hvordan jeg skal få det til at hænge sammen med økonomien. Kan man få barsel, hvis man er arbejdsløs eller hvordan?”

“Helt grundlæggende kan man godt få barsel, når man er arbejdsløs.

Hvis du er berettiget til dagpenge, er du også berettiget til barselsdagspenge når du får et barn. Arbejdsløshedsdagpenge udbetales fra A-kassen, mens barselsdagpenge kommer fra kommunen. Det er dog A-kassen der erklærer overfor kommunen, at du er berettiget til dagpenge. Derfor kan du stille dine spørgsmål om barsel til både A-kassen og kommunen.

Du kan læse om barselsdagpenge på borger.dk.

Hvis du er berettiget til kontanthjælp kan du også få kontanthjælp når du får et barn. Du skal blot ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet, være i aktivering og gå til møder osv mens du er på barsel. Din kontanthjælp vil måske stige, fordi du bliver forsørger (hvis du ikke er det i forvejen).

Du kan læse om kontanthjælp når du får et barn på borger.dk.”

Jeg mangler et sted at bo…

“Jeg har netop fundet ud af jeg er gravid. Jeg er i tvivl om jeg skal beholde det. Der er mange ting inde i billedet, men det der bekymrer mig mest, er at jeg ikke kan bo her med et barn. Min lejlighed er for lille. Hvad gør jeg? Kan kommunen hjælpe?”

“Man kan have mange forestillinger om hvor stor en bolig skal være, for at der kan være et barn. Der er dog ingen formelle krav til, hvor stor en bolig man skal have, når man får et barn, og hvis man kigger lidt rundt (især i storbyer) vil man opleve at familier har fået selv meget små boliger til at fungere. Der kan dog være regler, hvis man f.eks. bor på kollegie, som gør at man er nødt til at finde en ny bolig, hvis man får et barn.

Kommunen er ikke forpligtet til at hjælpe én med at finde en ny bolig. Kun hvis man står på gaden, skal kommunen hjælpe med at finde ‘tag over hovedet’, men dette behøver ikke være permanent. Kommunen har dog omvendt gode muligheder for at hjælpe med at finde bolig, da de har adgang til at fordele en del af de almene boliger i boligsselskaberne, når disse bliver ledige. Derfor har nogle kommuner også særlige ventelister, f.eks. for enlige forsørgere, så man nemmere kan få adgang til en egnet bolig. Men det er forskelligt fra kommune til kommune.

Men man kan jo også søge efter en ny bolig selv – skrive sig op i boligselskaber, kigge i lokalavisen eller hvad der nu er relevant i det område man bor. Det kan være svært at give et klart svar på spørgsmålet “hvordan finder jeg en bolig?”. Det afhænger af hvor i landet man søger.”