Hvor hurtigt kan jeg få en abort?

“Det er svært at sætte tid på, hvor hurtigt forløbet kan gå, men det kan ikke gøres på få dage.

Første skridt er at kontakte lægen og få foretaget en test, så det kan fastslåes om man er gravid eller ej. Hvis testen er positiv, får man en tid hos lægen til en undersøgelse. Her vurderer lægen, hvor langt man er henne i graviditeten ved at spørge til menstruationen og mærke på livmoderens størrelse. Hvis man anmoder om en abort, informerer lægen om hvad det er og hvad det indebærer. Hvis man stadig ønsker abort, skriver lægen en henvisning. Man får så en tid, hvor man skal møde til forundersøgelse, hvor man bliver scannet og det fastslåes, hvor langt man er henne. Herefter lægger man en plan for selve aborten.

Hvor lang tid forløbet tager, afhænger altså af, hvor lang ventetid, der er i de forskellige ‘led’. Man kan have et ønske om få det overstået hurtigt, men ventetiden kan have den fordel, at man får tid til at overveje beslutningen en ekstra gang.  Det er en stor beslutning, og personalet er vant til, at den gravide kan være i tvivl.

Det er på alle tider i forløbet ok, at ombestemme sig.”