Hvornår kan jeg teste efter at have taget pillen?

Hvornår du kan tage en test afhænger ikke af, hvornår du har taget fortrydelsespillen. Det afhænger af hvornår du kan være blevet gravid. De første dage efter du eventuelt kan være blevet gravid, ‘ved’ kroppen det endnu ikke. Det er først når det befrugtede æg har sat sig fast, at der begynder at komme graviditetshormon i kroppen, som man kan måle med en graviditetstest. Det tager en uge eller to. Derfor er man nødt til at vente 14 dage fra den dag, man havde ubeskyttet sex, før man kan tage en graviditetstest. Hvis man tager den tidligere, kan man ikke stole på resultatet: Testen kan vise negativ, selvom man egentlig er gravid, fordi der endnu ikke er nok graviditetshormon i kroppen.