Jeg er gravid og helt alene…

Spørgsmål: “Jeg har lige fundet ud af jeg er gravid. Jeg flyttede til byen for 2 måneder siden for at tage min uddannelse og være tættere på min kæreste. Men det gik ikke – jeg gjorde det forbi i sidste weekend. Og nu sidder jeg så her helt alene. Min familie bor langt væk, og jeg har ikke rigtig nogen venner her. Jeg har altid tænkt, at jeg aldrig skulle have en abort, men lige nu virker det totalt uoverskueligt. Har fået en tid hos lægen på torsdag, men jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil. Er bare rigtig ked af det.”

Svar: “Først og fremmest er jeg ked af at høre du føler dig så alene i denne situation. Når man er gravid har man særligt behov for omsorg og støtte, og jeg håber du kan støtte dig til din familie og dit gamle netværk, selvom de ikke bor lige om hjørnet.

Det lyder til at dit liv er ved en skille-vej, og der er flere spørgsmål i dit liv, som må afklares hen af vejen. Du skriver, at det ikke gik med din kæreste og du har gjort det forbi med ham. Jeg ved ikke, om det, at du er gravid med ham får dig til at overveje tingene en ekstra gang – måske, måske ikke. Et andet spørgsmål handler om graviditeten – hvad skal der nu ske? Og det tredje spørgsmål handler om, hvor du skal bo og hvad med din uddannelse? Overvejelserne fletter sig ind i hinanden, men måske det kan hjælpe dig at skille tingene lidt ad og tage ét spørgsmål af gangen.

Det mest presserende spørgsmål omhandler jo graviditeten. Hvis du kan, så prøv at tænke på graviditeten lidt for sig – uden at blande alle de andre uvisheder ind i det til at starte med. Hvad tænkte du, da du opdagede at du var gravid? Hvordan har du det med at være gravid? Jeg ved ikke om du overhovedet har haft overskud til at tænke over det? Det kan tage lidt tid før nyheden bundfælder sig, og måske har du brug for at tale med en veninde eller din familie om det. Og måske flere gange.

Det kan som sagt tage tid, og hvis du føler at du ikke er afklaret før din aftale på torsdag, så er det helt ok at udskyde beslutningen, til du er klar. Du kan evt flytte din tid, hvis du endnu ikke er klar til at tale med lægen.

Hvis du efterhånden finder ud af, hvad du gerne vil, så kan du tage de næste spørgsmål ét af gangen: Hvad skal der ske med uddannelsen? Er det her jeg skal bo? Osv. Det kommer selvfølgelig til at tage tid, men lidt efter lidt kan du finde frem til, hvad der skal ske. Det er ok at du ikke har en færdig plan for hele situationen lige nu. Først og fremmest har du brug for at støtte dig til nogen, du har tillid til. Derefter kan du finde ud af hvad du vil – én ting af gangen.”