Jeg er under 18 år – kan jeg få en abort uden at sige det til mine forældre?

“Jeg er 17 år, og har fundet ud af jeg er gravid. Jeg tror jeg gerne vil have en abort, men jeg har ikke lyst til at fortælle det til mine forældre. Kan jeg få en abort uden de får det at vide?”

“Normalt skal man have forældrenes tilladelse (underskrift hos lægen) hvis man ikke er myndig. Man kan søge om dispensation fra denne regel, hvis der er en helt særlig grund til at man ikke ønsker at involvere sine forældre. Man søger gennem lægen, og det skal vurderes af et abortsamråd, som indkalder én til samtale.

Spørgsmålet er dog, om det ikke kunne være godt at involvere dine forældre, så du ikke står alene med så alvorlig en beslutning? Mange er nervøse for at fortælle deres forældre, at de er blevet gravide. Men de fleste forældre elsker jo deres børn, og vil gerne hjælpe dem, hvis de har problemer. Så selvom det måske kan være svært at få det sagt, kunne det måske være en lettelse, at de får det at vide?”